Dagsordenssættende indflydelse giver stort ansvar

people-reading-news

»De emner, som er på mediernes dagsorden, er systematisk også dem, vælgerne interesserer sig for,« siger lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær. Dette forhold understreger journalisternes særlige ansvar i forhold til at sætte klimaspørgsmålene på dagsordenen.

I en artikel i dagbladet Information godtgør lektor Elmelund-Præstekær, at folks oplevelse af, hvor vigtige emner er, ofte er påvirket af, hvor meget de fylder på mediernes dagsorden.

Artiklen er skrevet i anledning af en ny analyse fra tænketanken KRAKA, som bygger på en spørgeskemaundersøgelse fra Eurobarometer og som viser, at der i perioden fra 2012 til 2014 er der sket en kraftig stigning i antallet af danskere, der mener, at »beskyttelse af miljøet« er et af de to vigtigste problemer, Danmark står over for lige nu. Det andet er »indvandring«.

Siden 2012 er andelen af vælgere, der vurderer beskyttelse af miljøet som et af Danmarks vigtigste politiske problemer, steget fra 12 til 28 procent.

Tendenden vil næppe komme bag på nogen af denne hjemmesides læsere. Ikke desto mindre er undersøgelsens resultat og Christian Elmelund-Præstekærs udtalelser om at det i en valgkamp systematisk er mediernes dagsorden, som vælgerne interesserer sig for, en påmindelse om, at medierne bærer et stort og alvorligt ansvar for at løfte klimaspørgsmålene i den kommende valgperiode.


» Dagbladet Information – 4. april 2015:
Værdipolitik er tilbage på vælgernes dagsorden


» Dagbladet Information – 4. april 2015:
Danskernes interesse for miljøpolitik er fordoblet
Af Sebastian Abrahamsen