Hvem tør springe ud som klimajournalist? Det gør Danmarks ungdom. Ihvertfald når den får et lille skub med præmier indbygget fra Klimaministeriet. Men hvad med resten af den danske journaliststand? Hvem sørger for undervisningsmateriale, efteruddannelse og træning for dem? Hvor finder de gode råd og redskaber om klimajournalistik, sprogbrug, effektiv kildekritik inden for dette komplicerede og kompromiterede emne?
I maj måned opfordrede Klima- og Energiministeriet alle skole- og gymnasieelever til at springe ud som klimajournalister: “Skriv journalistiske artikler om lokale initiativer, der gør en forskel for klimaet,” lød opfordringen, og præmien til de to skoleklasser, der kunne skrive de bedste artikler, var et ophold på Samsø Energiakademi:
“De heldige vinderklasser kommer på klimasafari på den bæredygtige ø, og bliver klogere på fremtidens energiformer. Præmien er inklusiv transport og en overnatning.”
Kampagnen hedder ‘Nyheder fra en varm fremtid’ og er en undervisningskampagne, som Klima-, Energi- og Bygningsministeriet har udviklet i samarbejde med DR. Den indeholder gratis tværfagligt undervisningsmateriale til både udskoling og gymnasieniveau.
På kampagnens hjemmeside www.dr.dk/varmfremtid er alle elevartiklerne blevet samlet, og de vil ifølge ministeriets pressemeddelelse “danne et nyt billede af, hvordan Danmark arbejder med at skabe klimavenlige løsninger for fremtiden.”
Klimaminister Rasmus Helveg Petersen, der ud over at være politiker også har en baggrund som journalist, blev ved kampagnens start citeret for at sige, at “eleverne skal tage ud af klasselokalet og ud i den virkelige verden. Klimaforandringerne er allerede en del af vores hverdag mange steder, og det er løsningerne også. Når eleverne finder de gode klimahistorier og interviewpersoner, skal de beskrive, hvad de ser og hører, så teksten bliver levende. På den måde bliver klimahistorierne også en del af virkeligheden for læserne.”
Kunne vi lige prøve at tage det citat én gang til, viske tavlen ren og denne gang forestille os, at Rasmus Helveg Petersen i stedet havde sagt:
“Journalisterne skal tage ud af redaktionslokalet og ud i den virkelige verden. Klimaforandringerne er allerede en del af vores hverdag mange steder, og det er løsningerne også. Når journalisterne finder de gode klimahistorier og interviewpersoner, skal de beskrive, hvad de ser og hører, så teksten bliver levende. På den måde bliver klimahistorierne også en del af virkeligheden for læserne.”
For emnets alvor taget i betragtning, (klimaforandringer, en klode der risikerer at blive 9°C grader varmere inden år 2200 med havvandstigninger, der måles i meter, ikke i centimeter), burde det faktisk undre, at vi ikke hører en dansk klimaminister sige noget i den stil.
Hvorfor er prioriteringerne i det danske samfund ikke oppe på et niveau, hvor staten finder midler til aktivt at påvirke den dybt kritisable dækning af klimastoffet, som udspiller sig i flertallet af det danske medier, og hvor DR sammen med fagbladene Ingeniøren og Journalisten samt Dagbladet Information er blandt de ganske få undtagelser?
Lad os tag et hurtigt eksempel. 600 forskere og embedsmænd har den forløbne uge været samlet i København for at slutforhandle FN’s femte hovedrapport om klodens globale tilstand. Og meldingen fra FNs klimapanel er klar og tydelig: det står rigtigt galt til med vores fortsatte CO2-udledninger. Vi er nødt til at skride til handling – på alle niveauer.
Anser den danske presse dette for at være en meddelelse, der vil være relevant at bringe til deres læsere? Næ. Børsens redaktør valgte for eksempel at bringe historien om klimapanelets nye rapport på en af de absolut bageste sider som et kort Ritzau telegram.
Måske der var en dansk journalist – eller de første 100! – der kunne trænge til en gang klimasafari på en bæredygtig ø for at blive klogere på fremtidens energiformer? (Transport og overnatning kunne arbejdspladsen så måske bidrage med?)
Misforstå mig ikke. Det er naturligvis glimrende at den nytilkomne generation af skoleelever og måske kommende journalister modtager undervisning i hvad klimajournalistik går ud på. Men det dækker ikke over det sorte hul den danske journaliststand, som kunne kaldes ‘klima-ignorans’: at der fortsat er en katastrofal mangel på forståelse af såvel problemer som løsninger i den danske journalistbranche, og at der ingen formel efteruddannelse findes for journalister, som gerne vil dygtiggøre sig i et emne, som af mange videnskabsfolk betragtes som den største trussel mod menneskehedens fremtid nogensinde.
Det skriger i bogstavelig forstand til himlen, at der kun findes en håndfuld fuldt påklædte klimajournalister i et land som Danmark, der i international sammenhæng fører sig frem som et af verdens førende i forhold til at gøre en fornuftig indsats på CO2-området.
Der er alt for lidt viden om, hvad god klimajournalistik er – og hvorfor der er så lidt af den i de landsdækkende danske medier.
“Det største problem med klimaområdet er den manglende mediedækning. Dækningen er vigtig, for klima- og bæredygtighedsspørgsmål er den væsentligste udfordring, vi står over for overhovedet”
Jørgen E. Olesen, professor i klimaforandringer ved Aarhus Universitet, til Journalisten
Klimajournalistik: dengang det blev debateret
I 2009 arrangerede Dansk Journalistforbund og Foreningen for Energi- og Miljøjournalister en høring om klimajournalistik, hvor 70 journalister samt daværende Klima- og energiminister Connie Hedegaard debatterede emnet på Christiansborg.
Det er fem år siden nu, og der er sket en hel del siden da, både i forhold til den viden, vi i dag har om klimaforandringerne, og i forhold til den viden, vi har om kommunikation om klimaforandringer.
Sådan lød nogle af de konkrete råd dengang i 2009, ifølge en artikel på Operate.dk: “Undgå at bruge Lomborg, Svensmark og andre meget brugte kilder til hver historie, oparbejd en høj faglighed, skriv nærværende og anvis handlinger og arbejd sammen i redaktionerne på tværs af medierne og landegrænserne.”
Klima- og energiminister Connie Hedegaard understregede, at journalister bør oparbejde en høj faglighed omkring klimaproblematikkerne for på lødig vis at kunne dække området. Fem år er gået, uden at dette er sket.
“Det er næsten utænkeligt for journalister at forstå, at IPCC faktisk består af over 2.500 forskere, som er enige om, at klimaforandringerne findes og er menneskeskabte. Det er simpelthen i modstrid med vores journalistiske grundopfattelse – der er for meget konsensus,” sagde Karen Hjulmand fra Danmarks Radios P1 dengang. Fem år er gået, og åbner man en dansk avis i dag, er det som om det stadigvæk er lige utænkeligt for journalister at forstå.
Nå, men i det mindste er det positivt at kunne notere sig, at begrebet ‘klimajournalistik’ – ikke mindst takket være fagbladet Journalisten – så småt er begyndt at finde anvendelse oftere.
10 ting du bør vide om FN klimapanelets nye rapport
Her er et eksempel på et stykke journalistisk bearbejdning af IPCC-rapportens budskaber, som Børsen og andre danske dagblade ikke var i stand til – eller ønskede – at præsentere deres læsere for:
» Grist – 2. november 2014:
The 10 things you need to know from the new IPCC climate report
Artikel af John Light
“Jeg har opdaget, at grænsen mellem klimajournalistik og aktivisme er hårfin. Nogle journalister har for eksempel kritiseret mig for at være offentlig omkring min beslutning om aldrig mere at flyve. De mente, at det ville gøre min dækning af klima mere biased, og at de nu ville opfatte mig som en aktivist mere end som en objektiv journalist. Men forskellen er for mig at se, at hvis du er aktivist eller talsmand for en sag, så er du ikke villig til at se på andre beviser end dem, der støtter den side af sagen, som du tror på. Og sådan håber jeg ikke, at jeg er. Men når du taler om hele klodens fremtid, er det svært ikke at være lidt biased.”
Eric Holthaus, meteorolog og klimajournalist for det amerikanske online-medie Slate
Om ‘Nyheder fra en varm fremtid’
Et dommerpanel har udvalgt de 10 bedste bidrag, som kan læses her:
» www.dr.dk
» Flere artikler
Journalisten – 30. juni 2014:
Klima-gab
Få gider høre om de menneskeskabte klimaforandringer, endnu færre handler for at bremse dem. Rådgiveren, tv-meteorologen og journalisten fortæller, hvordan medierne bringer forkerte historier, hvordan politik spænder ben for formidlingen – og hvordan fokus på forskernes nye magt måske kan genoplive klimajournalistikken.
Artikel af Sanne Maja Funch
Journalisten – 30. juni 2014:
Menneskehedens største udfordring nogensinde – eller noget …
I forbindelse med klimatopmødet i København afholdt DR ‘Den største debat på jorden’, avisledere talte om menneskeheden som indsats og “kollektiv frelse”. Politiken Plus solgte endda en speciel klimatopmøde-skulptur af en pingvin til 1.595 kroner. I dag er dækningen faldet til under en tredjedel.
Journalisten – 30. juni 2014:
Klimajournalistik fra fronten
Mød tre journalister og fotografer, som rapporterer fra steder i verden, hvor klimaforandringerne ikke længere bare er en abstrakt og fremtidig trussel: De sker lige her, lige nu.
Artikel af Kerstin Bruun-Hansen
Journalisten – 30. juni 2014:
Pelle og det grønne puf
Hvis man skal have danskerne til at spare på energien, er det ikke nok at oplyse dem. De skal nudges, siger adfærdsforskeren Pelle Guldborg Hansen. Han fik 12 minutter til at overbevise energibranchen
Artikel af Lasse Højsgaard
Klima-, Energi- og Bygningsministeriet – 26. maj 2014:
Klimajournalistik på skoleskemaet
Journalisten – 9. august 2013:
Journaliststandens klimasvigt
Klimadebatten er på nippet til at blive genstartet, siger klimaministeren. Det er på tide, at vi i medierne også overvejer vores rolle
Blogindlæg af Susanne Sayers, Nyhedsredaktør på Børsen
Journalisten – 9. august 2013:
»Klimajournalistik er svært at gøre nærværende«
Førende klimaekspert Jørgen E. Olesen bakker op om Susanne Sayers’ kritik af klimajournalistikken i Danmark
Operate – maj 2009:
Minister og journalister: Debat om klimajournalistik
Eksempler på gode råd til den vordende klimajournalist
Der er adskillige steder på nettet, hvor du kan få tips om sprogbrug og hvordan man fremmer bæredygtig adfærd hos folk. Start for eksempel på TalkingClimate.org
Sådan fremmer man bæredygtig adfærd:
“There is now a great deal of information available about how to promote sustainable behaviours – but it can be confusing identifying the evidence that really matters.”
» Download PDF fra TalkingClimate.org: Encouraging-sustainable-behaviour-guide.pdf
Sådan kommunikerer man om klimaforandringer:
» Download PDF fra TalkingClimate.org: Communicating-climate-change-guide.pdf
Reflektioner over ordbrug:
» TalkingClimate.org: Language: words and phrases
Flere reflektioner, tips og gode råd:
» Centre for Climate Safety: What journalists and editors can do
Herligt, at ungdommen begynder at puffe på bagfra, så politikerne bliver mindet om at de ikke kan blive ved med at dukke sig i stedet for at tage fat på udfordringen med at omstille til et bæredygtigt samfund.
Godt, at Journalisten tager tyren ved hornene, når mange af Journalistforbundets medlemmer ikke får mulighed for at dække klimaforandringerne professionelt og seriøst i de medier de arbejder for.
Jeg vil gerne kippe med flaget og erklære mig “meget enig” i jeres præmis: at klimajournalistikken generelt lader meget tilbage at ønske (diplomatisk udtrykt).
Jeg har været klimaaktivist i over 20 år og hvis jeg havde revet mig i håret over journalisters behandling af klimaspørgsmålet hver gang der havde været grund til det ville jeg have været pilskaldet nu.
Det mest afgørende var selvfølgelig at Politikens redaktion (Seidenfaden formentlig) lod en senere herostratisk berømt klimaskeptiker brede sig over fire kronikker med sit budskab i 1998. En ære som næppe er tilkommet nogen anden kronikskribent i den avis. Men det har givet ekko næsten helt op til i dag, hvor alle mulige redaktioner har syntes det var vigtigt at trække netop denne person frem for alsidighedens skyld(?!)
Efter en kort oprustning af klimajournalistikken forud for COP15 er de fleste medier faldet tilbage igen. Det er beskæmmende – og rigtig træls. Som om spørgsmålet kun var interessant fordi der var en konference her i landet.
Når det så er sagt, har jeg lyst til at pege på den største mangel i formidlingen fra klimavidenskaben til offentligheden, – som jo burde være journalistens opgave: Det vigtigste er at rette opmærksomheden på det til enhver tid tilbageværende CO2-budget. Det er det, der bestemmer den reduktionsvej, verden som helhed skal følge. Og herfra kan man tale om den retfærdige fordeling af opgaven.
Selv om klimapanelets nye rapport er mere direkte i at pege på budgettet end tidligere, så er det ikke til at se i mediedækningen. Og tiden går.
Det næste jeg vil pege på er på redaktionsniveau: at klimaproblemet drukner i alt muligt andet og det forbindes ikke med alt muligt andet.
TV-avisen kan bringe et indslag om. at indlandsisen smelter med større hast end før. Mundvigene nedad. Næste indslag: Københavns Lufthavn har haft rekordomsætning. Mundvigene opad.
Den samme skizofreni ses på politisk niveau: vi skal løse klimaproblemet OG vi skal have vækst.
Med venlig hilsen
Palle Bendsen
NOAH Energi og Klima