Klimaforandringerne er det største problem, vi nogensinde kommer til at rapportere om, skriver Kjell Vowles.
I begyndelsen af december 2014 spiste The Guardians chefredaktør Alan Rusbridger frokost sammen med 350.orgs grundlægger Bill McKibben i Stockholm. Bill McKibben forklarede, at The Guardian dækning af klimaspørgsmålet var gammeldags – det er ikke nok med videnskab, på det område har vi rapporteret om stort set alt, som der er brug for: Vi ved, at der sker klimaforandringer, at mennesket er skyld i dem, og at de er en trussel mod menneskeligt liv på denne klode. Nu handler det om økonomi og politik.
De var i Stockholm for at modtage The Right Livelihood Award. Rusbridger modtog den for The Guardians afsløringer af den globale overvågning, og McKibben fik det for sin indsats mod klimaforandringerne. Efter besøget i Sverige tænkte Rusbridger over, om det ville blive noget, han ville fortryde, når han om ikke så læng går af som redaktør af en af verdens mest respekterede aviser. Han konkluderede, at The Guardian – selv om deres dækning af miljøstoffet er førende på verdensplan – ikke havde ydet klimaet retfærdighed.
For et par uger siden begyndte The Guardian nye artikelserie om klimaet, og i den tilhørende podcast kan man høre historien om frokosten i Stockholm. Alan Rusbridger har taget Bill McKibben på ordet. Nu vil avisen dykke ned i spørgsmålene om politik og økonomi. Det er kampagnejournalistik på et helt andet niveau. The Guardian bakker op om 350.orgs kampagne for at trække tæppet væk under de fossile energiselskaber, ved at få investorerne til at afhænde deres aktiver. Årsagen er både moralsk og økonomisk.
Moralsk handler det om at udpege de fossile virksomheder som skurkene i dette spil. Størstedelen af klodens olie-, gas- og kulreserver skal forblive i jorden, hvis vi vil sikre målet om at den globale temperatur ikke må stige mere end 2°C, og så er det forkasteligt bare at blive ved med grave dem op og ignorere risikoen for at den globale opvarmning accelererer. Den britiske klimaforsker Kevin Andersson har beskrevet en fire graders opvarmning som “uforenelig med det, vi definerer som et organiseret, anstændigt og civiliseret globalt samfund.” Ved at store fonde frasælger deres investeringer og der skabes opbakning i befolkningen for en sådan kampagne, kommer det til udtryk, at vi ikke længere vil have noget at gøre med de virksomheder, der spiller russisk roulette med vores fremtid.
Og hvis politikerne hopper med på toget, og der bliver sat lovgivningsmæssige restriktioner for udvindingen af fossile brændstoffer, så vil de fossile investeringer miste deres værdi. Det fører til det økonomiske argument: Det er bedre at få solgt aktierne med det samme, så du ikke risikerer at sidde der med Sorteper og har kastet alle dine penge langt ned i sorte kulminer eller oliereserver dybt under havbunden, hvor en stor del af den tilbageværende olie befinder sig.
Journalistik skal være fri og uafhængig, men der er visse ting – såsom korruption, racisme og menneskerettighedskrænkelser – som rimeligvis altid skal anskues som et problem. Til den liste bør vi tilføje udvindingen af de fossile brændstoffer. Så når journalister for eksempel skriver om Lundin Oil, skal de ikke kun stå til ansvar over for påstande om brud på folkeretten, men over for virksomhedens samlede aktiviteter – at de søger efter nye olieforekomster, de kan udnytte. Det er en aktivitet, der ikke længere er forenelig med et civiliseret samfund.
Under besøgene i Stockholm havde DNs chefredaktør Peter Wolodarski en samtale med Alan Rusbridger på Utrikespolitiska institutet, hvor Wolodarski beskrev sin kollega som “en journalistisk rollemodel”. Selv interviewede jeg Bill McKibben og han konstaterede tørt, at vi ikke kan “vinde denne kamp i de nærmeste år, men vi kan tabe den.”
Alan Rusbridger er en journalistisk forbillede. Skal vi have en chance for at begrænse den globale opvarmning, så kræver det, at også vi journalister tager et ansvar. Dette er en opfordring til alle danske udgivere: Bak op om The Guardians kampagne, og lad klimaspørgsmålet gennemsyre al dækning. Det er en langsom nyhed, den ændrer sig ikke meget fra dag til dag, og det er derfor ikke altid den mest sexede opgave, når nyhedsredaktionen går gennem dagens spisesedler og telegrammer. Men det er det største problem, vi nogensinde kommer til at rapportere om.
Kjell Vowles er chefredaktør for klimamagasinet Effekt og ny lederskribent på Fria Tidningen.
Ovenstående ledertekst blev publiceret i Skånes Fria den 25. marts 2015. Den er oversat til dansk og genpubliceret på denne side efter tilladelse fra skribenten.
» Læs mere om The Guardians klimatiltag
